Velkommen til Lolland Falster Alliancen
Nykøbing Falster Alliancen blev stiftet den 1. januar 1994 som en overbygning på de to gamle, hæderkronede fodboldklubber, B1901 og B1921. Pr. 1. januar 2006 er navnet ændret til Lolland Falster Alliancen. Den består af et seniorhold, et ynglingehold og et juniorhold. De to moderklubber, der ligeværdigt ejer Lolland Falster Alliancen, fortsætter som fuldstændigt selvstændige klubber, der blot "udlåner" de bedste spillere til LFA. Den første formand for Alliancen var Nykøbing F. Kommunes borgmester Poul Henrik Pedersen, som overlod pladsen i 2002 til viceborgmester, Bent Jørgensen. Efter en kort overgangsperiode hvor Poul Henrik Pedersen igen afløste Bent Jørgensen på formandsposten, har LFA fået ny formand, Axel Castenschiold i 2009.
Efter en god start såvel økonomisk som sportsligt med oprykning til 2. division skete katastrofen i 1998, hvor Alliancen kun spillede uafgjort mod Holstebro i den sidste kamp og måtte rykke ned i kvalifikationsrækken. Alle kontraktligt bundne spillere var fritstillet, hvilket medførte at halvdelen af holdet søgte nye og større udfordringer andre steder. Det blev til nok en nedrykning til Danmarkserien og først i 2002 rykkede Alliancen op i 2. division igen. Allerede året efter var oprykningen til 1. division en kendsgerning, men efter en dårlig afslutning i foråret 2006 var LFA tilbage i 2. division Øst i sæsonen 2006/07. På baggrund af et fantastisk forår i 2007, der resulterede i 10 sejre og 1 uafgjort vandt LFA 2. division Øst og vendte tilbage til Viasatdivisionen i 2007/08, hvor holdet klarede skærene på sidste spilledag mod Skive. Sæsonen 2008/09 i Viasatdivisionen udviklede sig til et mareridt med det ene nederlag efter det andet, hvorfor LFA er tilbage i 2. Division Øst i sæsonen 2009/10.
Her følger indlæg fra den tidligere formand, Bent Jørgensen og de tidligere formænd fra de to moderklubber Kirsten Beck, B.1901 og Søren Mørck, B.1921.
Alliancen
Forud for Alliancens fødsel var der udfoldet mange og store anstrengelser på at skabe en "fusion" under den ene eller anden form, og mange modeller var på banen, indtil det nuværende projekt blev en realitet.
Det egentlige mål med dannelsen af Alliancen var - og er - at bringe Nykøbing F. - ja, hele regionen - tilbage på det danske fodboldkort. Siden B1901's glorværdige storhedstid i den daværende bedste række - 1.division - har de to moderklubber levet en mere eller mindre tilbagetrukket tilværelse rent resultatmæssigt. I klubberne har der naturligvis været arbejdet målbevidst og ihærdigt på at bringe fodbolden tilbage til divisions-status, men lederne måtte erkende, at på trods af et stort antal oplagte talenter i de to klubber, så var - og er - det ikke realistisk at forvente en topplacering i dansk fodbold med mindre man samarbejder omkring eliten, og det gælder på såvel senior- som ungdomssiden.
Bent Jørgensen - Tidligere formand for Alliancen
B.1901
Det har med rette været sagt, at Nykøbing F.´s nyere historie ikke vil kunne beskrives uden en omfattende omtale af B.1901. Klubben har gennem årene for alvor gjort reklame for Nykøbing F. og for Sydhavsøerne og enhver dansk fodboldfan nikker stadig genkendende, når de blå og hvidstribede nævnes. Ingen er heller ikke i tvivl - når navnet på den legendariske fodboldtræner Kurt "Nikelaj" Nielsen popper op -. Han var – ligesom vor "verdenskendte" Tage Nothlev - indbegrebet af en rigtig B.190'etter.
I lange perioder har klubben været med til at præge toppen af dansk fodbold. I 1982 lå B.1901 i landets førende række, 1. Division, og var i 1973 og 1983 finalist i landspokalturneringen. Klubben har endvidere fostret flere landsholdsspillere bl.a. Morten Olsen, Bjarne Goldbæk og Claus Jensen.
B.1901 har nu på 10. år fornøjelsen af at se vore bedste seniorer, ynglinge og juniorer på NFA´s respektive hold, og derudover har B.1901 alt fra veteraner til poder til at træne og spille kampe på det kønne anlæg, og sidst men ikke mindst B.1901´s dame og pige afdeling der ligeledes sætter deres positive præg på klubben.
Bestyrelsen har det seneste år – og vi fortsætter - arbejdet konstruktivt og ihærdigt for at følge med tiden, således forstået, at der tænkes og handles forretningsmæssigt, dog selvfølgelig med stor respekt for klubbens historie og ånd.
B.1901´s 50 årige klubhus danner fortsat rammen om mange uforglemmelige øjeblikke for diverse fodboldhold som for enkeltpersoner. Et kig ud af vinduet fortæller også, at der på B.1901´s anlæg i 2003, med byrådets beslutning, blev etableret en vinterbane/kunststofbane, som benyttes af alle Alliancens hold, vor samarbejdspartner B.1921, og med stor glæde af B.1901´s egne hold, samt af mange andre klubber fra Lolland Falster og Sjælland som booker sig ind.
B.1901 arrangerer en hel del forskellige stævner deriblandt Kuszon Cup. I 2004 henvender dette stævne sig til yngre årgange end tidligere og med et helt nyt koncept. Vi ser med stor forventning frem til dette og alle de øvrige aktiviteter, som uden de mange frivillige hjælpere, støtteforeninger, sponsorer mv. ikke ville kunne realiseres.
Kirsten T. Beck – Tidligere formand for B.1901
B.1921
Er en klub med stolte traditioner. B 1921 har gennem mange år været med til at præge fodbolden i Nykøbing F., på Lolland-Falster og på landsplan. På herresiden har vores højeste placering været 3. division, og ved dannelsen af Alliancen havde vi status som danmarksserieklub som den bedst placerede Nykøbing-klub. Det var denne plads vi overlod til det nyetablerede Alliance-hold.
På damesiden har vi gennem 25 år været førende i landsdelen og repræsenteret B.1921 og Nykøbing Falster i landets bedste række - Elitedivisionen et enkelt år. Ellers har der stået 1. division på holdkortet.
Vores ungdomsafdeling har gennem årene fostret mange gode fodboldspillere. Vi leverer og har leveret en lang række spillere til diverse ungdomslandshold. Det grundige og målrettede arbejde har bevirket, at B.1921 i dag fremstår som Lolland-Falsters stærkeste klub på ungdomssiden. Vi elsker at vinde mesterskaber, men glemmer aldrig spillerne på 3. og 4. holdet. Vores målsætning er, at alle skal kunne være med og tilbydes gode trænere og faciliteter. Det er ikke uden grund, at B.1921 har været, og fortsat vil være en klub, som er kendt for et godt og positivt ungdomsarbejde.
Ikke kun sportslige resultater, men også arrangementer som vor traditionsrige PINSE-CUP, der er landets største stævne for mini- og lilleputter og hvert år øger Nykøbings befolkningstal med ca. 4000, er med til at gøre B.1921 og Nykøbing kendt i det ganske land.
Samarbejdet med LFBU og DBU udmøntes bl.a. i at vi hvert år stiller faciliteter til rådighed til LFBU´s børnestævne, og at vi er valgt til at afholde DBU´s pige U-15 talentudviklingsskole hvert år.
Søren Mørck - Tidligere formand for B.1921