Dagens kamp var på udebane mod B93 på anlægget ved Svanemøllen, hvor der blev spillet på kunststofbanen ved Østre Gasværk. Nu var vi jo kommet for at se fodbold og det eneste "Les Miserable" vi oplevede i dag var den den stride blæst der stod på tværs af banen og himlen der i perioder åbnede sluserne. Henning måtte undvære en skadet Frederik Løf til dagens kamp og Tobias Dreier måtte gå fra opvarmningen pga. problemer med skinnebenet.
LFA starter kampen i et massivt tempo med et højt pres på B93. I de første 8-10 min. får vi 3 hjørnespark som desværre ikke bliver omsat til mål, men fint indikerer hvilken retning bolden mest flyttede sig. Efter 20. min. har Oliver Pedersen en kvalificeret afslutning fra distancen efter godt forarbejde af Christopher ”Crillo” Jensen, men afslutningen går desværre over mål. I det 25. minut får vi et frispark lidt uden for feltet i venstre side som Nikolaj Skeem afslutter direkte på overliggeren. Et øjeblik efter afslutter Marc Pedersen fra kanten af feltet, men skuddet går forbi mål. Presset fortsætter resten af 1. halvleg. En halvleg hvor LFA klart er spilstyrende, kæmper om hver en bold og spiller flot rundt. De hurtige dybdeløb på kanterne af Mads Jensen og Christopher ”Crillo” Jensen er bestemt ikke B93's "kop te" og skaber mange farlige situationer. B93 kommer kun til en enkelt farlig afslutning i 1. halvleg, som opstår efter en misforståelse i LFA’s defensiv.
2. halvleg fortsætter som 1. sluttede med højt pres, en bagkæde som arbejder ved midterlinjen når vi angriber, en seriøs fight om alle bolde på midtbanen og en absolut tro på at der skal 3 point med hjem i dag. I 45. minut kommer Christian Christiansen på banen i stedet for Mads Jensen som har løbet en halv maraton. I det 55. minut får B93 udvist en spiller med gult kort, fordi han spiller med armbånd på. I det 60. minut kommer Mads Jensen på banen igen og erstatter Joakim Brandt. 5 minutter senere får Oliver Pedersen et gult kort for en ”lidt” hård takling. Desværre bliver LFA’s flotte spil igennem hele kampen ikke omsat til mål, og i de sidste 15. minutter falder vi længere tilbage på banen. I 65. minut får B93 et frispark ved sidelinjen i vores højre side. Frisparket slås hårdt ind i feltet, der opstår lidt forvirring foran målet og bolden ligger i nettet til 1-0. Hvem der har sidste fod på bolden finder vi nok aldrig ud af, men Kesete Uebo fra B93 bliver noteret for scoringen. 3 minutter senere hiver vi de sidste kræfter frem og sætter et flot angreb op mod højre, Christopher ”Crillo” Jensen får slået et godt indlæg fra baglinjen, som lander hos en hel fri Christian Christiansen der afslutter med hovedet, men desværre over mål. Kampen slutter med et nederlag på 1-0.
Kampen i dag viser helt klart at LFA kan lege med i elite øst. Vi spiller en utrolig flot kamp hvor vi får samlet kæderne og pakket modstanderen godt ind når vi forsvarer. Kendetegnende i dag var specielt at, bagkæden stod højt når vi angreb. Det høje pres fra bagkæden betød at vores centrale midtbane kunne deltage i det offensive spil, og ikke i ensom figur agere ”brandslukkere”, ved at løbe pendulfart mellem forsvar og angreb. Dette har i tidligere kampe givet mange defensive undertalssituationer på midtbanen.
I omstillingsspillet kunne vores offensive spillere lægge det første pres på B93 på deres banehalvdel, og der var altid støtte i de defensive mand/mand situationer på alle områder af banen. Vi får hurtigt sat spillet i gang når vi erobrer bolden og en lille detalje er at vi har 8 hjørnespark i kampen. LFA skulle have vundet i dag, og turen hjem til ”pløtten” var ikke så lang som den plejer, vi var det bedste hold og spillede en flot kamp. Stor ros til alle spillere og for en super indsats og en høj moral og til Henning som trods en lidt amputeret trup, får sat spillerne op til dagens opgave.
Skal jeg trække spillere ud som i mine øjne gjorde en rigtig god figur, vil jeg nævne Christopher ”Crillo” Jensen som fightede indædt i hele kampen og hapsede mange bolde fra B93, og styrmanden i bagkæden Rasmus ”Holeby” Hansen, som på flotteste vis fik rykket kæden frem og tilbage og bidrog med en positiv verbal opbakning til holdkammeraterne. Også stor ros til Holeby Senior for den positive opbakning under paraplyen på ”rulletribunen”
Her hvor sæsonen går på held har vi stadig vores første sejr til gode, tabellen siger godt nok noget andet, men vi har altså i perioder spillet rigtigt flot fodbold. Selv når vi har mødt de bedste hold i rækken, er vi ikke blevet spillet ud af banen, men fightet med mandshjerte. Uanset hvad resultaterne viser, ligger vi nr. 1 i min tabel, når det gælder harmoni og kammeratskab.
Dagens trup: Mikkel Bengtson (M), Rasmus "Holeby" Hansen, Christopher "Crillo" Jensen, Casper Arnesen, Mads Jensen/ Christian Christiansen (45. min.) Nikolaj Skeem, Oliver Pedersen, Marc Pedersen (A), Sebastian Møller, Joakim Brandt/Mads Jensen (60 min.) Nikolaj Madsen.